fredag den 22. marts 2013

Succes er vedholdenhed og systematik

Efter at have læst, skimmet, hørt, set, og meget mere af al mulig litteratur inden for personlig udvikling, selvudvikling, skab-dig-selv-succesfuld og meget mere er jeg nået frem til den konklusion, at der faktisk kun er to kritiske succesfaktorer til succes:
  • Vedholdenhed
  • Systematik
En kritisk succesfaktor er en faktor, som bidrager til at nå det givne mål og hvis den faktor ikke er tilstede, så vil målet ikke blive nået.

Den første er altså vedholdenhed. Dvs. at blive ved og holde fast i målet trods alle successer og forhindringer undervejs. Der er ikke den succeshistorie, hvor det ikke et eller andet sted skinner igennem, at der ligger en enorm bunke vedholdenhed til grund for resultatet. Selv hos Ferriss med de fire timers arbejdsuge hænger der en skygge af en stor grad af vedholdenhed over hele foretagendet.

Når jeg læser studier af f.eks. topidrætsfolk, så træder det også tydeligt frem, at gentagelse på gentagelse på gentagelse, altså systematiske gentagelser af den samme situation, det samme scenarie på lang sigt skaber resultater. Sammen med vedholdenheden skaber en systematisk tilgang bedre resultater end talent kan frembringe. 

Jeg hørte den udmærkede danske Snooker-kommentator Henrik Kaj Hansen* beskrive et typisk karriereforløb. Her frit efter leveren:
Den unge snookerspiller begynder at få en vis grad af succes. Han vinder sin første ranglisteturnering. Og begynder at blive inviteret til events, osv. Han er pludselig kendt og bliver booket til alle mulige andre ting end lige snooker. Træningen begynder at halte, bliver mindre regelmæssig og følgeligt dykker den unge snookerspiller ned ad ranglisten - måske helt ud. Mens de rigtigt gode topspillere formåede at holde fast i træningen og overvandt denne krise.
Pointen er ret tydelig. Det er vedholdenheden og den systematiske tilgang som skaber resultaterne. Ikke talentet.

Vi har alle rigtigt meget talent, som vi aldrig anvender. Alle kan blive gode til alt - bare ikke på en gang. Selvfølgelig er der modifikationer, som Malcolm Gladwell pointerer i sin bog "Outliers" [dansk: Afvigerne] (wikipedia link), så er der visse praktiske omstændigheder, der hjælper dig på vej. I det store hele, så er der noget, du vil nok, så er vedholdenheden og systematikken vigtigere end stort set alt andet.

Så er der den indvending, at de rigtigt kreative superintelligente sjæle kan klare sig uden ret meget systematik. Det er sikkert rigtigt. Der er bare færre af dem med succes end man skulle tro. Og langt de fleste af dem er temmelig systematiske i en eller anden forstand.

Min pointe: Er du vedholdende og systematisk længe nok, så kommer resultaterne.


* Jo, han snakker meget, kan du ikke lide det, så tryk på mute.

0 kommentar(er):

Skriv Og Udgiv Din E-bog Nu!

Bogen om at gå fra ide til at skrive og udgive en e-bog.
Køb bogen på: SAXO.com

4omugen

4omugen
Livsstilsdesign til dig og til mig.