fredag den 15. marts 2013

Zoom ud - og ind

Forestil dig, at du kunne sidde på en bjergtop og se ned i dalen. Du kan se veje, huse, floden, træer, haver - kort sagt det hele. Du har hele din verden foran dig. I miniature. Forestil dig, at du har et sted, hvor du kan se hele dit liv som det er på godt og ondt. Du sidder der på toppen og kan følge hver en vej, du har fulgt, hver en bolig, du har skabt.

Hele dit liv fra en bjergtop.

Det er en side. Det er din historie. Det er det, du kan fortælle, at du har set, mens du sad på bjergtoppen og skuede ud over verden.

Sidder du på bjergtoppen, så sidder du jo faktisk mellem to dale. Vender du ryggen til din egen dal, så vender du dig mod en anden. Andre veje, andre huse, andre haver. Et helt andet liv sådan set.

På en måde er det hele verden vendt om - fra bjergtoppen.

Det er den anden side. Det er den historie, du kan vælge at fortælle, når du kommer ned.

"Jo, dalen ser smuk ud oppefra, men ved I hvad. På den anden side af bjerget ser det helt anderledes ud. Vejene løber anderledes. Husene er nogle helt andre hjem."

Når du går op ad bjerget, så er det en måde at zoome ud fra dit liv. Du får det hele i overblik. Du får muligheden for at vælge at se verden anderledes. At se den anden dal og tænke over, hvad du kan tage med ned i din egen dal.

Nu vil jeg lige trække det ned i min egen dal. Jeg har siddet og set ud over mit eget landskab og har konstateret for mig selv, at der simpelthen går for meget tid og for meget energi med at holde tingene kørende. Der bliver brugt langt mindre tid på at se ud over dalene end der går med at være nede i dem. Denne blog er det første konkrete tiltag mod at gøre noget anderledes.

I mit indlæg Jeg leder stadig efter mine fire timer satte jeg en række kriterier op for at gøre noget ved visionen. Et af dem var at skabe en stressfaktor ved at offentliggøre det. At skrive offentligt om at gøre visionen til virkelighed som her er det første tiltag.

Næste skridt, når det store billede er blevet set an, er at gå efter en detalje. Du skal prøve at zoome ind på en lille bitte detalje i dit liv, som du kan begynde med.

Når jeg taler om en detalje, der kan laves om, så er det ikke de radikale ændringer. Det lykkes så godt som ingen at lave en radikal kostomlægning fra dag til dag. Eller gå fra sofa-tomat til super-motionist på ingen tid.

En lille detalje er at finde en kogebog, som virker tiltalende. Gør den tilgængelig i køkkenet. Eller find løbeskoene frem og sæt dem et sted, hvor det er nemt at bruge dem.

Pointen er, at du ved at zoome tilstrækkeligt ind på en enkelt lille ting, så kan du hjælpe dig i gang.

Mens jeg skriver dette, kører fjernsynet med filmen "Smoke", der har manuskript af Paul Auster. Han skrev i et essay for mange år siden, at hvis du vil være forfatter, så starter du med at tage blyanten med i lommen.

Har du midlet til at nå målet, så kan du gå mod målet!

Det er at zoome ind.

0 kommentar(er):

Skriv Og Udgiv Din E-bog Nu!

Bogen om at gå fra ide til at skrive og udgive en e-bog.
Køb bogen på: SAXO.com

4omugen

4omugen
Livsstilsdesign til dig og til mig.